Cybertruslen
Lister
Center for Cybersikkerhed offentliggør for første gang en vurdering af cybertruslen mod Grønland. De mest alvorlige cybertrusler kommer fra cyberspionage og cyberkriminalitet.
Billede af Grønlands flag mod en blå himmel.
Siden loven om Center for Cybersikkerhed blev sat i kraft i Grønland i 2020, har centeret øget sine rådgivningsaktiviteter i et tæt samarbejde med de grønlandske myndigheder. Center for Cybersikkerhed (CFCS) offentliggør nu for første gang en vurdering af cybertruslen mod Grønland.
”Grønland har en helt central rolle i Arktis. Cyberspionage er desværre et middel, som både Rusland og Kina kan anvende til at fremme deres handlemuligheder og interesser i området, potentielt på bekostning af grønlandske interesser. Derfor glæder det mig meget, at de grønlandske myndigheder har et godt samarbejde med Center for Cybersikkerhed. Det er en del af det øgede samarbejde om sikkerheds- og forsvarspolitik. Truslen er alvorlig og truslen mod Grønland er også en trussel mod sammenhængskraften i Rigsfællesskab. Den nye trusselsvurdering fra centeret viser, at det også fremover er et vigtigt område at arbejde sammen om,” siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
”Den stigende geopolitiske interesse for Arktisk har stor betydning for Grønland på flere områder - det sætter os på verdenskortet. Og det gør det også, når det kommer til cyberangreb. I de sidste par år har der været et stigende antal cyberangreb i Grønland - både cyberspionage og cyberkriminalitet. Derfor er denne trusselsvurdering vigtig for Grønlands videre arbejde med cybersikkerhed og for det videre samarbejde forsvars- og sikkerhedspolitisk med Danmark,” fortsætter Formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede.
Center for Cybersikkerhed vurderer, at truslen fra cyberspionage mod Grønland er meget høj. Både Rusland og Kina har interesser på spil i Arktis. Her ser Rusland sig selv som den førende stat i Arktis med en historisk ret til at spille en hovedrolle i regionen, mens Kina arbejder på at få større indflydelse på arktiske anliggender for at få adgang til ressourcer og søruter.
Der er også en meget høj trussel fra cyberkriminalitet mod Grønland. Særligt ransomware-angreb kan ikke alene gøre stor skade på ramte myndigheder og virksomheder, men kan også have alvorlige konsekvenser for samfundsvigtige funktioner i Grønland.
Det skyldes blandt andet, at samfund i Arktis, herunder Grønland, på grund af deres beliggenhed og geografi er særligt afhængige af velfungerende forsyningslinjer for fødevarer, el og varme. Cyberangreb mod disse funktioner – begået af statslige eller ikke-statslige aktører – kan derfor have særligt alvorlige konsekvenser.
Udover truslerne fra cyberspionage og cyberkriminalitet står Grønland over for en lav trussel fra destruktive cyberangreb og cyberaktivisme. Selvom cyberangreb mod flere NATO-lande udført af pro-russiske cyberaktivister i kølvandet på konflikten i Ukraine har medført en øget trussel mod Danmark fra cyberaktivisme, er der lige nu ikke tegn på, at denne trussel i samme udstrækning også er rettet mod Grønland.