Cybertruslen
Lister
Center for Cybersikkerhed fastholder vurderingen af cybertruslen mod Danmark. Det kan dog ændre sig, hvis forholdet mellem NATO-allierede og Rusland bliver væsentligt forværret.
Der er vedvarende en meget høj trussel mod Danmark fra cyberkriminalitet og cyberspionage. Det er fortsat gældende, også efter Ruslands invasion af Ukraine. Invasionen har ført til øget opmærksomhed på truslen fra blandt andet destruktive cyberangreb. Center for Cybersikkerhed (CFCS) vurderer dog, at der fortsat er begrænset intention om at angribe Danmark med denne type angreb.
I en ny trusselsvurdering giver Center for Cybersikkerhed en kort opdateret forståelse af cybertruslen mod Danmark i lyset af Ruslands invasion af Ukraine. Trusselsvurderingen beskriver også nogle af de faktorer, der kan få betydning for, om truslen ændrer sig.
”Der sker kontinuerligt forsøg fra både cyberkriminelle og fremmede stater på at angribe netværk og it-systemer i Danmark. Truslen er fortsat meget alvorlig, også selvom vi på nuværende tidspunkt ser en begrænset hensigt om at ramme Danmark med destruktive cyberangreb. Det er derfor utrolig vigtigt, ikke mindst i den nuværende situation, at have fokus på sit lokale cyberforsvar,” siger Mark Fiedel, fungerende chef for Center for Cybersikkerhed.
Truslen fra destruktive cyberangreb i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine kan blive påvirket af en række forhold, herunder hvis invasionen eskalerer i retning af en militær konfrontation mellem Rusland og NATO. CFCS vurderer fortsat, at hensigten om at ramme mål i Danmark på nuværende tidspunkt er begrænset. Danske virksomheder og myndigheder, der er tilstede i Ukraine, kan dog blive ramt i kraft af deres tilstedeværelse i området.
”Den nuværende situation kan ændre sig hurtigt og også påvirke cybertruslen. Det er derfor, at det er lige nu, man skal forberede sig. Hvis situationen opstår, hvor truslen fra destruktive cyberangreb bliver mere udtalt, er det efter al sandsynlighed for sent at begynde arbejdet med modforanstaltninger,” siger Mark Fiedel.
Cyberaktivister har indtil videre koncentreret sig om at ramme mål i Rusland, Belarus og Ukraine som direkte forlængelse af invasionen. CFCS vurderer, at aktivisterne også har begrænset intention om at angribe mål i Danmark.
CFCS har tidligere offentliggjort en række tiltag, som kan hjælpe ledelsen i virksomheder og myndigheder med at danne et overblik over et udvalg af de grundlæggende foranstaltninger, der bør være på plads som fundament for et godt cyberforsvar.