[Oprindeligt publiceret af Center for Cybersikkerhed]
I dag offentliggør Center for Cybersikkerhed sin første beretning, der omtaler de største begivenheder og arbejdsopgaver for centeret i 2014.
En af Center for Cybersikkerheds vigtigste opgaver er at opdage cyberangreb mod de danske myndigheder og virksomheder, som er tilsluttet centerets særlige netsikkerhedstjeneste. Her viser beretningen, at der i 2014 blev håndteret 453 såkaldte sikkerhedshændelser hos centerets civile kunder og 132 hos de militære kunder. En sikkerhedshændelse vil typisk være et større eller mindre cyberangreb, men det kan også være andre hændelser på cyberområdet, som f.eks. påvirker tilgængeligheden af data hos en kunde.
”Antallet af sikkerhedshændelser vidner om, at der fortsat er et stort behov for fokus på cybersikkerhed og beskyttelse af digitale netværk i Danmark”, fortæller Thomas Lund-Sørensen, der er chef for Center for Cybersikkerhed.
"Både den offentlige og den private sektor er blevet mere bevidste om de trusler, som kan ramme dem fra statssponserede hackere og andre aktører, der vil udnytte vores stigende brug af nettet til ondsindet aktivitet. Center for Cybersikkerhed har i 2014 behandlet et større antal cybersikkerhedshændelser, og tendensen ser ud til at fortsætte her i 2015, hvor Center for Cybersikkerhed har bidraget til at imødegå flere avancerede cyberangreb”, fortsætter Thomas Lund-Sørensen.
Center for Cybersikkerhed er i 2015 blevet udvidet med tre nye enheder, der er med til at styrke centerets indsats for at imødegå og håndtere de mange cyberangreb, der rettes mod Danmark. Formålet med de nye enheder er at skærpe og udvide centerets indsats i forhold til trusselsvurderinger, sikring af industrielle styringssystemer og indsamling af viden og erfaringer fra alvorlige cybersikkerhedshændelser.
”Udvidelsen med de tre nye enheder er sket på baggrund af Danmarks nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed fra 2014. De tre nye enheder betyder, at centeret fortsat øger kompetencerne og ekspertisen på cybersikkerhedsområdet. Vi ser således frem til at løse vores opgaver på et stadigt højere niveau i årene fremover, og dermed bidrage til at sikre det danske samfund bedst muligt", siger Thomas Lund-Sørensen.
Center for Cybersikkerheds beretning for 2014 kan downloades her.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Center for Cybersikkerheds pressevagt på telefon 20 16 05 93.