Center for Cybersikkerhed (CFCS) hæver trusselsniveauet fra cyberaktivisme blandt andet på baggrund af pro-russiske aktivistiske hackergruppers høje aktivitetsniveau mod NATO-lande, herunder Danmark, samt deres øgede kapacitet.

 

I konteksten af de fortsat øgede spændinger mellem Rusland og Vesten udfører pro-russiske cyberaktivister mange angreb mod skiftende mål, som de udvælger inden for en bred vifte af NATO-lande. Det er sandsynligt, at de pro-russiske aktivistiske grupper vil være motiverede til at angribe mål i Vesten og i Danmark, så længe den aktuelle krise mellem Rusland og Vesten står på.

 

Det seneste år har de pro-russiske cyberaktivister udført angrebskampagner, hvor de grupperer målene under bestemte temaer. Danske mål har eksempelvis både indgået i en angrebskampagne, hvor temaet var europæiske forsvarsministerier, samt i en kampagne hvor temaet var den danske finanssektor.

 

Når trusselsniveauet fra cyberaktivisme hæves til HØJ, betyder det, at det er sandsynligt, at danske virksomheder og myndigheder vil blive ramt af aktivistiske cyberangreb inden for to år.

 

Pro-russiske hackere udfører især overbelastningsangreb. Denne type angreb virker forstyrrende og tiltrækker sig opmærksomhed, men har ikke varige eller destruktive konsekvenser for ofrenes systemer.

  • Udgiver

    Center for Cybersikkerhed

  • Udgivelsesdato

    31. januar, 2023

Hent publikation