Cybertruslen
Lister
Mandag den 19. oktober mødtes Cybersikkerhedsrådet for at drøfte rådets input til den ny nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi, der er under udarbejdelse.
Det er en af Cybersikkerhedsrådets kerneopgaver at bidrage til udviklingen af den nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi. Derfor var kommissoriet for den kommende nationale cyber- og informationssikkerhed, som regeringen offentliggjorde i midten af september, helt central for rådets møde mandag den 19. oktober.
På mødet drøftede Cybersikkerhedsrådet de fire centrale temaer, som med strategien skal sættes øverst på den nationale dagsorden: Ledelsesforankring og kompetenceopbygning, robusthed og resiliens, samarbejde og organisering samt international indsats og bidrag.
Hen over de næste måneder arbejder Cybersikkerhedsrådet videre med strategien, blandt andet på en række arbejdsmøder. Rådets anbefalinger vil løbende blive videregivet som input til den tværministerielle styregruppe, hvor arbejdet med den nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi er forankret.
Den færdige strategi forventes at foreligge i 2021.
På mødet samlede Cybersikkerhedsrådet også op på webinaret Kort og konkret om cybersikkerhed, der med rådet som afsender skød den nationale cybersikkerhedsmåned i gang. Webinaret bød på konkrete værktøjer til at øge sikkerheden i hverdagen og på arbejdspladsen målrettet både privatpersoner og organisationer. Der var stor interesse for arrangementet, og omkring 700 deltagere så med på de mange spændende oplæg.
Webinaret kan genses her.
Cybersikkerhedsrådet rådgiver regeringen om, hvordan den digitale sikkerhed styrkes og bidrager til videndeling mellem myndigheder, erhvervsliv og forskningsverden. Rådet byder desuden ind med udvikling af cybersikkerhedskompetencer.
Cybersikkerhedsrådet er sammensat af medlemmer fra erhvervslivet, myndigheder, forbrugersiden og forskningsverdenen. Medlemmernes faglighed spænder bredt, og rådet har dermed både strategiske, juridiske og teknologiske kompetencer. Cybersikkerhedsrådet har et delt offentligt-privat formandskab.
Cybersikkerhedsrådet består af 21 medlemmer, som er udpeget for en toårig periode fra 2022-2023.