Bestyrelsesforeningen har i samarbejde med blandt andre Center for Cybersikkerhed udarbejdet en vejledning til bestyrelser om Cybersikkerhed. 

Truslen mod danske virksomheder fra cyberkriminalitet og cyberspionage er meget høj, og det er ikke kun de store virksomheder, der bliver ramt. Bestyrelsen har ansvaret for at vurdere virksomhedens risici og beslutte på hvilket niveau, virksomheden skal beskytte sig mod cybertrusler. 

Bestyrelser har brug for kompetencer inden for cyber- og informationssikkerhed. Ikke kun for at vurdere risici men også for at gøre sikkerhed til en konkurrencefordel og en styrke for virksomhedens produktudvikling og forretningsmodel. Det er bestyrelsens opgave og ansvar at føre effektiv kontrol med håndteringen af virksomhedens risici - blandt andet for at beskytte og skabe afkast af den forretning, som bestyrelsen er sat til at varetage på vegne af ejerne.

Mange bestyrelser mangler dog tilstrækkelig viden og kompetencer til at kunne adressere virksomhedens risici på cyberområdet. Derfor har Bestyrelsesforeningen i samarbejde med en række partnere, herunder Center for Cybersikkerhed, udarbejdet en vejledning til bestyrelser om cybersikkerhed. Målgruppen er bestyrelsesmedlemmer i danske virksomheder, herunder små- og mellemstore virksomheder.

Vejledningens anbefalinger er udarbejdet som led i projektet ”Styrkelse af strategiske cyberkompetencer i danske virksomheder,” der har til formål at øge opmærksomheden over for cyberrisici og at styrke kompetencerne inden for cybersikkerhed i danske bestyrelser og direktioner, herunder bestyrelser og direktioner i små og mellemstore virksomheder.

Projektet er støttet af Industriens Fond, og er en del af Industriens Fonds indsats inden for cybersikkerhed.

Projektet udføres af Bestyrelsesforeningens Center for Cyberkompetencer i samarbejde med en partnerkreds bestående af CBS, CBS-Bestyrelsesuddannelserne, CFCS, Kromann Reumert, AAU, EY, KPMG, PwC, Dubex, IBM, Improsec, Danish Cyberdefense, Beierholm, BDO, Jyske Bank, Nordea, Tryg, Global Connect mfl. Desuden har projektet samarbejde med D-mærket, Dansk Standard, DI og Dansk Erhverv. Projektet har samarbejdsrelationer internationalt, bl.a. til Global Cyber Alliance og World Economic Forum's Centre for Cybersecurity.

  • Udgiver

    Bestyrelsesforeningen

  • Udgivelsesdato

    28. april, 2023

Hent publikation